top of page
R_LOGO farver.jpg

BYGGET PÅ ET HELT ARBEJDSLIV

Læs om, hvad det vil sige at arbejde hos RØNSLEV.

Du finder stillingsopslag nederst på siden.

Trivsel og fællesskab danner basis for den fantastiske arbejdsplads, som vi for mange år siden satte os for at skabe.


"Med baggrund i trivselsgrupper og mange andre tiltag står vi på et stærkt fundament af tryghed og tillid.
På dette fundament har vi bygget stærke faglige kompetencer og en afklaret tilgang til projekterne, hvor vi går forrest og tager styringen." 

- Kasper Rønslev, indehaver og adm. direktør

Kasper.jpg
Karen.png

"Vi værner om fællesskabet og er meget selektive, så vi ansætter kun, hvis vi finder de helt rigtige. Nye medarbejdere skal kunne give noget til fællesskabet, både fagligt og socialt. Hvis vi skal gå på kompromis, gør vi det i forhold til de faglige kompetencer fremfor de menneskelige egenskaber."

- Karen Marie Jakobsen, indehaver og direktør

Jobannoncer ligner ofte hinanden, og mange formuleringer går igen.

Gad vide, om det altid er gennemtænkt?

Vi vil gerne dele vores tanker om de mest fortærskede floskler: "Du skal være udadvendt og smilende" ... nej, du må også gerne være introvert og fokuseret på opgaven – du skal blot også have lyst til at være en del af fællesskabet, og så skal vi nok få dig til at smile :-) "Du skal trives med at have mange bolde i luften" ... tjo – vi hjælper dig med at finde ud af, hvor mange bolde, du trives med at have i luften – nogle gange kan man have mange og måske endda en fakkel eller to, men andre gange er det mentale overskud brugt, og så må man smide et par bolde over til en kollega, som vil være glad for muligheden for at hjælpe. "Du får frihed under ansvar" ... ja, det kan du i den grad regne med! – vi kalder det ”direktør for eget skrivebord”. Vi støtter dig hele vejen, og opbakningen er aldrig langt væk. "Du skal være robust og kunne tænke klart under pres" ... jamen, for pokker da, hvem kan være robust helt alene?! Konstruktionsingeniører ved, robusthed betyder, at huset bliver stående, hvis en enkelt del svigter. Det samme forsøger vi at opnå ved robust planlægning, så vi kan dække af for hinanden. "Du skal have et godt overblik og have sans for detaljen" ... hvis du siger ja til det, så snakker du os enten efter munden, eller også kender du ikke dig selv godt nok endnu. Alle har en præference – heldigvis er vi forskellige, så vi har både folk i helikopteren, eller i ekstreme tilfælde på en helt andet planet, der kan overskue det hele, mens andre er den arkæologiske type, der graver et vikingeskib ud med en teske, uanset hvor lang tid, det tager. Og så er der mange ind i mellem, der finder glæde i hele processen men hverken når helt op i skyerne eller helt ned i mulden. "Vi har et fladt hierarki og en uformel omgangstone" ... ja, vi mener det virkelig: Vi er forskellige steder i livet og karrieren, men praktikanten er som menneske ligeværdig med direktøren. I kantinen sætter man sig på næste ledige plads, og vi bytter skrivebordspladser flere gange om året at for at lære hinanden at kende. Ærlighed påskønnes. Hvis man ikke har tid til opgaven, er ”nej” det rigtige svar.

"Når jeg træder ind på kontoret, er det altid med en god følelse i maven, og det betyder rigtig meget, at jeg har det godt og sjovt med dem, jeg deler hverdag med. Hver dag giver anledning til minimum ét alvorligt grin.”
 
- Louise Michaelsen, ingeniør

Louise.png

Og hvad tilbyder vi så?

Alt det samme som alle andre ingeniørfirmaer. Bare lidt sjovere. Bare lige den tand ekstra, der gør, at du også gider stå op en blæsende mandag morgen i november, hvor dynen er så dejlig varm. For lige om lidt er der velbrygget kaffe, trygt fællesskab og faglig udvikling på kanden. 

"Jeg var i Sierra Leone ifm. et sundhedshus, som Ingeniører Uden Grænser har været med til. Huset er primært for fødende kvinder. I første omgang tænkte jeg ”Okay en tur til Afrika - meget fedt.” Nu kan jeg mærke, at jeg har fået et hjerte for at hjælpe, og jeg vil gerne gøre det igen. Det, at opleve, hvor stor en forskel man gør, har sat sig i mig – for jeg mærkede, hvor stor en forskel sundhedshuset gør. Det giver et drive at mærke, hvordan man rører andre menneskers liv."
 
- Sanne Hjorth, ingeniør

Sanne_300.png
Stillingsopslag

STILLINGSOPSLAG

​Indenfor alle  fagområder fokuserer vi på at projektere bygbart. Det indebærer, at vi lytter til vores samarbejdspartnere, især de udførende på byggepladserne, og tilstræber at selv komplekse projekter kan udføres som en serie af simple processer.

Hos RØNSLEV har man frihed under ansvar i udstrakt grad. Når man er en del af Rønslev, er man en del af løsningen, hvor man med sparring fra ledelse og kolleger selv er aktiv medspiller i fastlæggelse af både rammer og indhold for jobbet. Vi lægger vægt på, at man har alle de nødvendige faciliteter omkring sig til at kunne udføre sit arbejde godt og tilfredsstillende for både sig selv og samarbejdspartnere.

Vi har stærke faglige kompetencer og erfa-miljøer, hvor vi hele tiden udvider og udvikler vores værktøjer og viden. Der er masser af spændende projekter, hvor vi bliver udfordret til at blive endnu bedre, og vi udfordrer vores samarbejdspartnere for at gøre projekterne endnu bedre.

​​

​Trivsel, fællesskab og faglig udvikling er vores fokusområder. Det er meget vigtigere for os at have en god arbejdsdag end at tjene den sidste krone. Men vi kan nok ikke rigtigt forklare det, så du er nødt til at komme og opleve det.

​​

VI HAR PT. INGEN LEDIGE STILLINGER

Send en uopfordret ansøgning

Du er velkommen til at sende din uopfordrede ansøgning på job@ronslev.dk

  • LinkedIn
  • Instagram
  • Youtube
  • RSS
bottom of page